#Soul Chocolate

Bagom alt kan jeg høre din sang (Smugkig)

blog foto kapitelprøve

Åbning

(uddrag fra et af de første kapitler af min nye bog – vær med i GIVEAWAYEN nederst)

Steinar lægger armen omkring mig, jeg hviler mit hoved mod hans skulder, han læner sit hoved mod mit hår. Vi sidder i en stilhed, der er fuld af ord, vi ikke kan finde, mens bølgerne får færgen til at vugge blidt. Vinden smager af tjære og salt.

Det er små, tilsyneladende ubetydelige, beslutninger, der kan få pilen til at snurre, Universets hjul til at dreje. Sådan er det den dag på Tabarca. Først bader vi ved grotterne – Noah hopper fra klipperne, jeg samler runde sten i strandkanten med pigerne, vi spiser siddende på varme klipper og betragter mågerne, der flyver i store cirkler over os, mens havet strækker sig overdådigt og blågrønt ud fra den lille vig. En sær fredfyldthed fylder rummet mellem os, naturen herude er så storslået, at der bliver længere imellem tankerne, og selv de smertelige følelser fra i går hviler i storheden. Efter et par timer lander vi på torvet med cafeer og restauranter, der runger af latter, stemmer, en guitar, der klimprer, ingen biler eller virkelig støj, men lys, der flommer fra den blå himmel, der strækker sig som en endeløs kuppel over øen. Pigerne er løbet over til den lille legeplads, der egentlig er for mindre børn, de klatrer rundt, griner og snakker. Evita og Noah slapper af i skyggen, lænet over deres mobiler.

Vi drikker stærk cafè americano med skummende gyldne kanter, snakker lidt om ferien, der ligger foran os. Så opdager jeg ved et øjekast mellem husrækkerne, at døren til kirken står på klem. Bygningen står mod havets skinnende flade, som var den udført i gyldent sand.

“Kan jeg lige smutte en tur, skat? Jeg må lige ned og se kirken, den er åben,” siger jeg.

“Endelig Eva, vi slapper jo bare af her … vi kommer ned og finder dig bagefter.”

Jeg stryger hans nakke let, idet jeg rejser mig, “tak elskling, det er så længe siden, jeg har været der.”

De fleste huse herude er gamle og hvide med skodder og døre i klare blå, turkis, gule eller rosa nuancer. Måden farverne ublufærdigt træder frem mod alt det hvide på, plejer at føles så levende, tænker jeg, mens jeg nærmer mig kirken. En kort allé med palmer fører op til trappen med den høje himmelblå dobbeltdør. Palmerne giver det hele et koloniagtigt udtryk. De er gamle. Flere hundrede år, kan jeg se af højden. Sollyset falder ned mellem bladene og danner mønstre af mægtige svajende fjer på døren der, når jeg kommer tæt på, virker mere støvet blå end himmelblå, med et stort gabende nøglehul og sorte nagler.

Døren rager op over mig, så det føles, som om jeg har skiftet størrelse og er blevet lille bitte. Den står stadig på klem. Var jeg trådt ind ad den, hvis jeg havde vidst hvad det førte med sig? Jeg tror det. Men måske havde jeg tøvet et øjeblik længere, før jeg skubbede den op med skulderen og trådte ind i det tyste rum. Døren falder dumpt i bag mig. Der er højt til den lyse hvælving. Ingen musik, ingen bønner, ingen dæmpede samtaler, bare et antydning af rosmarin i luften. Hvide roser er fæstet med røde bånd langs alle bænkerækkerne, de hænger med hovederne, daggamle. Har der været bryllup, begravelse, dåb? Herinde i stilheden rammer smerten mig i brystet igen, ruller mørk og tung ud i arme og ben. Åh Gud, hvad skal vi gøre? Og hvad med børnene? Hvad hvis vi ikke finder ud af det? Det ville være så svært for dem. Jeg trækker vejret dybt og puster langsomt ud. Så fanges mit blik af et maleri i mahogniramme, der hænger for enden af kirkeskibet.

Først da jeg kommer helt ned til maleriet, genkender jeg hende: Teresa af Avila. Hun bærer den sorte og hvide karmelitiske ordensdragt, og ansigtet er indrammet af et slør. Hendes øjne er mandelformede og intense, hendes blik holder mit fast, jeg kan ikke slippe det. En strøm af lys står sitrende mellem os. Hun vil mig noget, det er tydeligt. Men hvad? Som jeg står foran hende, kan jeg ikke andet end at åbne hjertet. Jeg skal nok lytte. Det lover jeg. Og lysstrømmen mildnes, så jeg kan sænke blikket. En sød duft, der minder om hvide liljer, bæres gennem luften.

 

Næste dag, da børnene er taget afsted i skole, kommer jeg i tanke om noget. Engang, da vi stadig boede i Danmark, købte Steinar en bog af Teresa af Avila. Det var midt i min opvågning, hvor alt begyndte at knage og brage. Jeg fik kun læst begyndelsen, så gav jeg op. Den var for tung for mig, mindede mig for meget om de kristne dogmer, jeg havde fået ind med modermælken i trossamfundet, hvor jeg levede de første femogtredive år af mit liv. Har vi mon den bog endnu?

Udenfor er havemanden i gang med at rense saltvandspoolen, den sugende lyd fra maskinen vælter ind gennem stuens åbne vinduer sammen med morgenlyset. Jeg gennemgår de mange boghylder en ad gangen. Sjælens Slot, det var det, den hed. Endelig finder jeg den. En smal grøn paperback med et aftryk af Teresa på forsiden. Det må være derfor, jeg genkendte hende på maleriet i går. Jeg har set hende før. Men jeg ved egentlig ikke noget om hende, andet end at hun var nonne.

Med bogen under armen går jeg ud i køkkenet, tager et brev chai-te ud af æsken, lægger det i et blåt lerkrus og hælder kogende vand over. En duft af kanel, anis og kardemomme stiger op fra vandet, der farves i rødbrune skyer. Mens jeg venter, læser jeg bagsideteksten: Den spanske mystiker fra 1500-tallet er en af de største lærere i den kristne kirke, og hendes skrift Sjælens Slot anses af mange for at være den bedste samlede fremstilling af hendes indsigt. På den Hellige Treenigheds fest 1577 havde Teresa en åbenbaring. “Hun skuede den skønneste krystalkugle, formet som et slot, i hvilket der var syv boliger, og i den syvende dvælede Herlighedens Konge i stor pragt.”
Jeg løfter tebrevet ud, lader det dryppe af i vasken, opvasken tårner sig op på køkkenbordet efter morgenmad og madpakker, den må bare vente. Jeg går med koppen i den ene hånd og bogen i den anden ud til patioen, hvor bjergene endnu står i rosa glød. Den skyggefulde patio er mit yndlingssted i huset, hvide søjler indrammer udsigten, der er så smuk, at den stadig tager vejret fra mig. Jeg sætter mig i kurvesofaen, trækker benene op under mig, nipper til den rygende varme te. Tænk, at den her bog blev skrevet for næsten firehundredehalvtreds år siden. Jeg slår op på første side, begynder at læse. Flere timer læser jeg, teen bliver kold, jeg ænser det ikke. Det er dyb, mystisk læsning. Smukt. Endelig ser jeg op og ud over landskabet, der nu står skarpt i blåt og grønt mod de nøgne sandede bjergskråninger. Jeg trækker vejret dybt. Noget rører sig i mig, der anes en skat bag sløret af ord. Og alligevel føler jeg mig modstræbende. Hvad vil Teresa mig? Og hvorfor lige nu?

Så kommer tegnene. Jeg begynder at se Avila alle vegne. Navnet dukker op igen og igen på de mest uventede steder. På skilte, kort, bagsiden af støvede biler. Jeg forstår endnu ikke, hvad det handler om. Andet end at det er et varsel om, at jeg skal lytte. Noget er på vej.

SE HVAD ANMELDERE OG LÆSEGRUPPE SIGER OM BOGEN – OG BESTIL DIT SIGNEREDE EKSEMPLAR HER.

bog to, naturen

DER ER FÅ PLADSER TILBAGE TIL DET GRATIS SOUL NIGHT EVENT 1. OKTOBER

Glæder mig til at dele dette sjæleeventyr med dig…

VINDEREN AF BOGEN ER TRUKKET: COCO FLEUR – TILLYKKE!

Tusind tak for jeres vidunderlige kommentarer alle sammen…

I al kærlighed

xx

signature

Foto: Døren jeg fortæller om ❤

11 thoughts on “Bagom alt kan jeg høre din sang (Smugkig)

  1. Åh hvor smukt og spændende ❤️ kan jo ikke vente til 1.10 🤗 så smukt når tegn bare viser sig så markant at de ikke er til at se udenom ❤️

    Liked by 1 person

  2. at lytte og blived ved at lytte med hjertet og sjælen er en af de største gaver, vi kan give os selv ❤ det kan føles udfordrende og vi kan føle os kaldet til at "gøre" istedet for at "være" og så er kunsten blot at være …. jeg glæder mig også til både bog og event ❤ kærligst Helle-Sofia

    Liked by 1 person

  3. Åååhhh ❤ ❤ ❤ ❤ ❤ Den rammer lige i mit hjerte!
    Din måde at skrive på fanger mig og tager mig med på rejse så jeg slet ikke er i tvivl om at det her er den næste fantastiske oplevelse jeg bare må have.
    Jeg lytter….. ❤

    Liked by 1 person

  4. Jeg gleder meg såå til å lese denne boken❤
    Den forrige boken til Eva Andrea leste jeg fra perm til perm uten pause!
    Jeg elsker bøker som
    jeg bare blir “dratt ” inn i , og verden rundt meg bare forsvinner ❤

    Liked by 1 person

  5. Dejlig læsning ❤️ Oplever selv så meget en åbning til det guddommelige lige i denne id, at det er svært at rumme – og gå ud i verden med det. Vil meget gerne opleve dig og møde dig den 1. oktober. ❤️

    Liked by 1 person

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s