#No Filter

Mine røde sko

rc3b8de-sko-2.jpg(Paris, November 2005)

De står i vinduet, skoene. Og rammer mig et sted langt, langt inde – et sted jeg ikke kendte. De er røde. Ikke vinrøde eller postkasse røde. Mere sådan lidt som en dyb jordbærsaft. Intense i farven – foruroligende.

Jeg ved at de er mine.

En munter vind får bladene og mine skørter til at flyve, mens jeg presser panden mod ruden. Jeg går ind.

“Bon jour”, siger jeg (og så er mit franske sluppet op), så jeg peger på skoene, der smiler sammensvorent til mig.

En boblende, leende energi fylder min krop, når jeg prøver dem.

De passer perfekt. Og de er ikke så høje, dejlige at gå i…(ok, det er så ikke mine ben, her på billedet….meeeen skoene ligner lidt)

 

røde sko

 

Når vi kommer hjem fra kæresteturen i Paris, er det som om farverne i Danmark er falmet. Der er gråt i Vallensbæk, hvor vi på det tidspunkt bor, i en lejlighed, tæt ved togbanen.

Men jeg har mine røde sko.

De står strålende i gangen, mellem gummistøvler og barnesko. Og når det igen er søndag, og der er møde i trossamfundet (hvor jeg blev født og voksede op), så tøver jeg kun et lille øjeblik – før jeg tager skoene på.

Når man ser ned ad stolerækken, er det som om de røde sko lyser op. De er malplacerede. Iøjnefaldene. Og tilkalder sig en del misbilligende blikke.

Men åh, hvor de gør mig lykkelig. Minder mig om en farverigdom, en frihed og en feminin kraft, jeg oplevede i Paris. En kunstner, jeg endnu ikke har erkendt. En glæde ved min kvindelighed, jeg har fortrængt.

Er jeg bevidst om det, som jeg sidder der på rækken og synger?

Nej.

Jeg mærker bare at de gør mig SÅ glad.

Og et eller andet i mig insisterer på at blive ved at gå med dem.

Så derfor har jeg dem på: I de regnvåde hverdage, og til utallige menighedssamlinger. Her tager jeg igen og igen tager troskyldigt budskabet ind, om hvordan jeg skal passe på min medfødte syndighed, frygte den, hade den. (Jeg lytter med benene over kors og vipper kækt med skoen, der svøber en ny varme omkring mit hjerte. Som et fløjlsblødt sjal.)

Når jeg tænker tilbage i dag (hvor min opvågning førte til et helt andet liv), ser jeg dem: Alle de øjeblikke, hvor noget dybt i mig insisterede på at leve. At give min sjæl lys og glæde. Selvom jeg på så mange måder forlod mig selv, år efter år.

Mine hemmelige ture alene på kanalrundfart, med en skriveblok. Kunstmuseet i København. Stenene jeg samlede og gemte som små symboler. Mine digte. Alt sammen var små tilkendegivelser fra en ulmende kraft, jeg ikke vedgik mig. En kraft, som i dag er vækket og taget helt ind der, hvor den former mit liv med glæde og farver.

Hvad rører sig i dig når du læser? Har du også oplevet at vågne for, at du har forladt dig selv? Det er en smertefuld erkendelse. Måske kan du alligevel få øje på dine “røde sko” De oplevelser, hvor du faktisk mærkede dig selv. Uanset hvor langt væk vi er kommet fra os selv, er er en lille flamme der ikke kan slukkes. Del med mig herunder – jeg elsker at høre fra dig (rul helt ned, så kommer kommentarfeltet op)

Kærligst

Eva Andrea

korrektminiaturetilblogForfatter af Og jeg vågnede. Bestil bogen her

P.S. Hent din gave fra mig her: Min indre kraftcirkel – Audio

 

 

 

 

10 thoughts on “Mine røde sko

  1. Så skøn.og rørende en fortælling💕Jeg genkender det fx når jeg går med strandsmykker, selvom det er vinter. Eller når jeg lægger mærke til det positive eller morsomme i svære situationer🙃

    Like

  2. Dine ord på facebook lokkede mig ind. For måske var der et budskab til mig, som jeg midt i et brud kunne bruge. Men føler ikke, at det overhovedet er sammenhængende med at have forladt sig selv. Så en sød historie, men jeg har svært ved at finde budskabet.

    Like

    1. Kære Steffie ❤ Tak for din hilsen – jeg forstår – hvis man ikke har fulgt mig og kender resten af historien 😉 Så tak!…Budskabet i fortællingen er, at selvom vi kan erkende at vi har forladt os selv, mistet forbindelsen til os selv (som kan være en stor sorg når vi opdager – og som jeg deler meget mere om i min bog) – så er der noget i os, et sted langt inde, som vi aldrig helt kan forlade. Som vi har mærket i glimt, måske uden at være bevidste om det – og som jeg ser, når jeg idag tænker på mine røde sko 😉 Og det kan være en styrkende indsigt, en trøst, midt i den sorg der følger med når vi indser, hvor langt væk vi kom fra vores essens. Håber det giver mere klarhed – og sender dig kærlighed i denne tid. Du kan også læse indlægget her, som mange har fundet hjælp i: Hvorfor vågnede jeg så sent – har jeg spildt alle disse år? Kærligst Eva

      Like

  3. 1000 tak Eva. Jeg kender til de røde sko, men mine forførte mig så langt væk fra mig selv, at jeg næsten døde af det.
    I dag kan jeg takke mine røde sko, for at vise mig selvbedraget, som opstod i længslen efter kærlighed.
    I dag elske jeg mine røde sko, de sko som er vasket rene, og ikke længere er styret af gamle mønstre og selvbedrag, men er de fine røde sko, som følger mit hjertes kald, og tager mig helt hjem i mig selv.
    De fine røde sko, som idag danser kærlighedens dans – med den JEG ER ❤
    Tak for at minde mig om mine røde sko ❤

    Like

    1. Kære Yonina ❤ Wauw – tak at du deler din fortælling – så stærkt. Glæder mig med dig, over den vej du har fundet – hjem. Og kærlighedens dans, vil jeg danse med dig ❤ Knus fra Eva

      Like

  4. Jeg oplever det hver gang jeg er sammen med mennesker, som rummer mig som jeg er – en opstemt følelse af at høre til – og bare rendyrket glæde i hjertet 🌟💜

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s